Elvis lever - Interview med Kalle Lasn

Forfatteren og aktivisten Kalle Lasn er manden bag den Canadiske organisation Adbusters, som med kontante anti-reklamer, kampagner som Buy Nothing Day og TV turnoff Week i de senere år har sat konsekvenserne af den vestlige verdens forbrug til debat. Kalle Lasn er forfatter til bogen Culture Jam. 

Nedenstående interview med Kalle Lasn blev oprindeligt bragt i Forbrugerrådets blad Tænk+Test Nr. 19/2001.


Elvis Lever

Vi er alle Elvis. Det moderne vestlige menneske lever som Elvis. Langsomt er vi trukket ind i en obskøn forbrugskultur af overflod og afhængighed. Forfatteren Kalle Lasn opfordrer til opgør med forbrugerismen, før den fuldstændig tager magten fra os. Og vi alle dør som Elvis

Man kender ikke detaljerne, men rygtet siger, at han døde på toilettet, midt i en forstoppelse. Elvis Aaron Presley, 42 år, fed, forædt og forrådt af misbrug, udkørt af den glitrende kostume-tilværelse som Las Vegas-ikon. En dragende skæbne og en uhyggelig, grotesk metafor på det vestlige forbrugsmenneske, mener den canadisk-lettiske forfatter Kalle Lasn, som står i spidsen for den canadiske forbrugerprotestbevægelse Adbusters.

De vil ændre forbrugssamfundet, og Adbusters’ budskaber og kampagner vinder stadig nye tilhængere i flere og flere lande. For ottende år i træk lancerer organisationen den internationale Buynothing-day, køb-overhovedet-ingenting-dagen i slutningen af november.

Dagen skal bruges til en 24-timers forbrugs-faste, og Adbusters beder folk reflektere over de store etiske, miljømæssige og økologiske problemer, som er skabt af overforbrug, siger Kalle Lasn gennem telefonen fra hjemmet i Eldergrove, 45 kilometer uden for Vancouver i British Columbia, det nord-vestlige hjørne af Canada.

Et liv på overdrevet

- Mange i Vesten er jo blevet personligt afhængige af forbrug. De bliver nødt til hele tiden at købe for at tilfredsstille deres eget velbefindende. Lidt ligesom at ryge. Men for mange bliver det måske en berigende oplevelse med 24 timer uden køb. De bliver måske klar over, hvor vanedannende forbrug kan være.

Også hos den 59-årige Kalle Lasn er det efterår. I hans have er bladene røde og orange og kragerne flyver rundt i valnøddetræerne udenfor, fortæller han og trækker de store perspektiver op bag køb-ingenting-dagen.

- De rige lande i verden er beboet af måske 20 procent af verdens befolkning, men de forbruger - ifølge de seneste beregninger - omkring 85 procent af verdens ressourcer, og de producerer samtidig nogenlunde den samme mængde af verdens drivhus-gasser og forskellige andre former for giftigt affald. Jeg kan godt lide køb-ingenting-dagen, fordi den minder folk om den ubalance, siger Kalle Lasn.

Men hvorfor er vi alle som Elvis?

- På en måde lever vi stort set alle, som han gjorde. Et liv på overdrevet. I hans tidlige liv var han en helt, elsket af millioner af mennesker over hele verden, og så hen mod slutningen overmandede den amerikanske kultur ham og ændrede ham fra en fantastisk, smuk, slank ung mand til en grotesk metafor på alt det, der går galt især i Nordamerika, men også i resten af den vestlige verden.

Den tabte uskyld

Kalle Lasn har udgivet bogen "Culture Jam", hvor han lancerer ideen om Elvis som spejlbilledet af det vestlige forbrugsmenneske. Bogen er et provokerende udsagn, som af kritikerne betegnes som den mest omfattende civilisationskritik siden hippiebevægelsen i slutningen af tresserne eller i hvert fald punkbevægelsen godt ti år senere.

- Ligesom Elvis bliver vi født ind i denne kultur som uskyldige, og mens vi er små, er vi så rene, men efterhånden, som vi bliver ved med at se tv, ser flere og flere tv-reklamer med budskaber om forbrug, går med mor i supermarkedet og plager om en Mars-bar, bliver vores uskyld bid for bid taget fra os. Når vi bliver teenagere er vi fuldbyrdede medlemmer af forbrugskulten, som Elvis også blev rekrutteret til.

- Og for mange af os er der ingen mulighed for at undslippe dette hurlumhej, vi må købe biler og huse, og vi må have garager og tv i alle rum, og vi må til supermarkedet hver weekend, og vi skal se fire timers tv hver dag, og efterhånden lever vi som forbrugs-zombier. Vi mister spontaniteten, vi mister vores liv.

Men hvem har taget vores liv? Er det producenterne eller har vi selv ødslet det væk?

- Det er taget fra os af det, som vi har ladet vores kultur udvikle sig til. Enhver kultur tager livet fra sine børn, og hvis kulturen er robust og sund, så er det måske godt nok. Men kulturen kan være usund, som for eksempel den nazistiske kultur før anden verdenskrig, hvor mange unge mennesker blev rekrutteret til Hitlers ungdomsorganisationer og blev ødelagt af denne kultur. Jeg mener, at forbrugskulturen er meget usund, og de fleste af de unge, som vokser op i den vestlige verden, er ude af stand til at modstå denne kultur. De bliver suget ind i den, og de mister alt inde i den.

Hvad kan Adbusters så gøre ved det?

- Vi kan blive kultur-jammers, vi kan forstyrre forbrugskulturen. Det betyder, at man indser, at vi har tilladt forbrugskulturen at overtage den autentiske kultur, at vi er holdt op med at synge sangene og fortælle historierne, som skabte vores egen kultur nedefra. Vi lever nu et liv, hvor kulturen bliver givet til os fra oven af multinationale selskaber, reklamer, film-industri, tv-stationer og de kommercielle massemedier.

Hjernekontrol

- Her i Nordamerika skal almindelige mennesker forholde sig til 3000 marketingsbudskaber, som i løbet af et døgn forsøger at trænger sig ind i hjernen på alle personer. Det er måske lidt mindre i Europa, men undersøgelser har vist, at hvis man lægger alle radio- og tv-reklamer sammen med reklamer på busser og logoer på t-shirts og bygninger, så er der 3000 større eller mindre marketingsbudskaber og brands i døgnet. Hvis man vokser op i en kultur, som giver så mange budskaber, så kan ingen vel stå imod.

Men hvem er ansvarlig for denne udvikling?

- Af alle institutioner i vores tid, mener jeg, at de store selskabskoncentrationer er de mest farlige. De har været i stand til at vokse sig så store, at de største selskaber er mere magtfulde end mange af de mindre lande i verden. Og når det drejer sig om store medieselskaber, så kontrollerer bare 6-7 af dem mere end halvdelen af alle nyheds- og underholdningsstrømme rundt om planeten, så vi har en situation, hvor et meget lille antal af gigantiske, multinationale selskaber ikke bare giver os 3000 reklamebudskaber hver dag og alle produkterne i supermarkedet, men de kontrollerer også vore hjerner.

Gør de virkelig?

- Hvis man kontrollerer informationsstrømme, så kontrollerer man, hvad der går ind i folks hjerner, og så kontrollerer man kulturen. Denne verdens reklameindustri er vokset til en 400 milliarder-dollar-om-året industri, så jeg mener, vi har mistet kontrollen med vor egen kultur. Som Elvis tabte kontrol.

Hvad betyder det?

- At det civile samfund, demokratiet, er i fare, fordi multinationale selskabers magt bliver større end det civile samfunds magt, så vi, folket, ikke længere er stærke nok til at øve indflydelse på og sætte vores vilje igennem over for selskaberne. De har advokaterne, de har marketingsmagten, de skaber den offentlige politik, de skaber mange af samfundets love, og hvis der er noget, de ikke bryder sig om, har de magten til at ændre det. Og vi mennesker er undersåtter for dem. Det er lidt Orwellsk. Og den store udfordring for kultur-jammerne er at erobre kulturen tilbage.

Hvor køber du selv ind?

- Jeg tager i supermarkedet en gang om ugen, og jeg køber alle mine grøntsager fra en lokal gårdbutik. Jeg tager en gang i mellem ind på McDonald’s og får en hamburger, det gjorde jeg faktisk i går.

Hvorfor gjorde du det?

- Jeg var meget sulten, og jeg var på vej gennem byen til en aftale, og så kørte jeg ind i en meget belejlig McDonald’s og fik noget McDonald’s-mad.

Følte du dig så som Elvis?

- Ja, det gjorde jeg.

Blev du ikke i tvivl, om du gjorde det rigtige?

- Vi er alle i tvivl. Vi vokser op i denne kultur og prøver det bedste at leve et godt liv, men, du ved, ingen er perfekte. Jeg har en bil, fordi jeg bor 50 kilometer væk fra mit kontor, og der er ingen busser, og jeg kan ikke finde ud af at deltage i en delebils-klub. Vi er alle gående og talende modsætninger, og vi kan lige så godt vende os til det. Med 3000 budskaber i døgnet bliver der hele tiden hevet og slidt i vores liv og følelser i alle mulige retninger. Vi vil ikke spise BigMac, men vi gør det alligevel. Vi hader biler, men vi kører i dem, og jeg tror, at i stedet for at koncentere sig så voldsomt om at være personligt perfekte, så synes jeg, vi skal kæmpe kulturelle kampe. Jeg spiser måske en BigMac i ny og næ, men jeg fandt også på en fantastisk kampagne, som fortæller millioner af mennesker over hele verden, at 53 procent af en BigMac består af fedt. Man kan miste en smule i den personlige kamp, men det betyder ikke, at man behøver at miste den kulturelle kamp.

Relevans

Aldrig har hans liv været så energifyldt som nu, beretter Kalle Lasn. Det er no-get med tiden. Det er en farlig tid, men også en spændende tid, han føler, at den forbrugskultur, folk har levet ukritisk med i et par generationer, nu er ved at undergå store forandringer. Især efter den 11. september og flyangrebene som lagde verdenshandelscentret i New York i støv og aske. Hele næste nummer af Adbusters’ månedsmagsin kommer til at handle om tiden efter den 11. september.

- Vi skriver om alle de kulturelle vindere og tabere, som kom ud af den gerning. Selvfølgelig var det en frygtelig, oprørende handling, hvor mere end 6.000 mennesker døde, men nu har der åbnet sig et slags mulighedernes vindue, hvor alle er i en form for relevans-krise.

- Kunstnere spørger, er det, jeg gør, relevant? Musikere spørger, er min musik relevant? Bladudgivere spørger, er mit blad relevant? Og mange mennesker spørger, om forbrugskulturen egentlig er relevant, og jeg tror, der kan komme nogle gode ting ud af den ransagelse i sjælen, slutter Kalle Lasn.